torsdag den 9. april 2009

Feriebarn hjemme igen...

Da jeg kom til Brønderslev i går eftermiddags for at hente Kasper var Bedstefar og Kasper ikke hjemme! Bedste fortalte at de var taget på lossepladsen for at klunse lidt. Spændende hvad de kom hjem med! Bedste og mig ventede en time før de kom. De havde traileren fyldt med gamle paller! Hm... De kan sikkert sagtens bruges til noget rigtig fantastisk :) Men Kasper havde fundet et skønt bræt! Han satte sig på trappen og begyndte at "save". Han havde i kolonihaven fundet en gammel steakkniv som nu skulle være hans sav...
Han har de bedste ferier hos mine forældre! Han meddelte da også, at han ikke ville med hjem: "Jeg bor jo her nu!" Jeg fik ham dog overtalt :)
Ham og bedstefar har gang i de helt store projekter sammen. De har fældet træer, lavet bål, været i kolonihaven og det helt store projekt er det lille vandhul mine forældre har nederst i haven. Haven skråner meget og i bunden er der ret fugtigt og sumpet. Der er naturligt dannet en slags dam, og her er der hvert år masser af haletudser som senere bliver til ca. en million frøer! Lige nu er det selvfølgelig kun æg, men der er masser af dem. Men i vandhullet bor en krokodille! Den er mærket af vinter og kulde og vand, så hvert forår laver bedstefar en ny. Det plejer at være sammen med Jonas, men han er blevet lidt for stor. Så den gamle krokodille blev fisket op og en ny sat i vandet! Det er såmænd bare en gammel stamme eller lign med øjne af kapsler som lige får et par søm. Men helt fantastisk farlig er den bestemt!



Ingen kommentarer:

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...