fredag den 31. december 2010

Jeg lukker og slukker...

... for i år altså! Mit nytårshat ligger klar - den har jeg brugt i flere år nu :)
Og så vil jeg bare sige tak til alle jer bloggere og læsere som har fulgt mig, og som jeg har fulgt igennem året! Jeg har mødt nogle af jer IRL, og håber at møde flere i løbet af 2011 - måske til blogtræf hos Lone i marts!?


Rigtig godt nytår til jer alle!

Kom bare an...

Nu har jeg sat mig ned med en god kop te, alt er (vistnok) klar til aftenens fest. Jeg har sendt Flemming afsted efter nogle af gæsterne, men der er planlagt et par nytårsvisit undervejs, så har jeg nogle timer foran mig - og mindst en af timerne skal gå her sammen med en kop te og en baktus (ravel it) Jonas kommer hjem sidst på eftermiddagen, Kasper har kastet sig over en kasse LEGO på værelset - og holder vistnok Michael Jackson fest, kan jeg høre :)
Solen skinner, og jeg trænger virkelig til at at få pudset vinduer... Men hvad?! De bliver jo alligevel beskidte igen, så hvorfor bruge energi på det i dag? :) Jeg strikker videre og tager dagen som den kommer...

2. byttepakke...

Og så kom posten med stofpakke nr. 2! 13 stykker retro! Skøn pakke på årets sidste dag :) Tusind tak til Sanni - en lignende pakke lander snart hos dig :)

Årets sidste dag...

... og forberedelserne til årets sidste fest er i gang. Det bliver en fest, men uden dans på bordene. Til festen kommer der nemlig flere børn end voksne :) Det bliver så hyggeligt :)

torsdag den 30. december 2010

Drengene er ude...

Jonas skal sove hos en kammerat i nat. Der er et stykke vej til kammeraten, så Flemming - og Kasper - kører ham dertil. Det betyder, at jeg er alene hjemme! Sammen med Kaspers LEGO rod på gulvet i stuen! Kasper kunne ikke tage sig sammen og få det ryddet væk - men det kan jeg! Og det går også meget bedre når han ikke er hjemme! :) He he - nu går jeg i gang!

Nyt luksus...

Jeg har været hos den lokale garnpusher i dag... Jeg havde lidt julegavepenge der brændte i lommen :) Jeg købte endnu et sæt strømpepinde, for dem kan man aldrig få for mange af - forresten, hvorfor er der mon 6 pinde i sådan et sæt??

tirsdag den 28. december 2010

Første byttepakke...

Uhhh i dag kom den første stofpakke i min efterlysning af retrostof :) Jeg har af-julet i dag, gjort rent og ryddet op på drengeværelserne, og først her til aften har jeg tjekket postkassen. Og så lå der en pakke! Tænk at den har ligget der hele dagen uden at jeg vidste det :) Fedt fedt retrostof! Tak!! Pakke er på vej til afsenderen :)

mandag den 27. december 2010

Aalborgtur...

Jonas og mig har været i Ikea i dag. Jeg havde egentlig regnet med tusindvis af mennesker, men det var der overhovedet ikke! Vi fik reoler til Jonas' værelse, hylder, opbevaringsløsninger og alle de andre småting man skal have med ud fra Ikea :)
Vi var også en tur omkring Toys r us, for Jonas havde en mindre formue i lommen, og en del ønsker der ikke blev indfriet juleaften... Jeg havde penge med fra Kasper, som stadig ikke er helt ovre sit mave halløj... Men han friskede gevaldigt op, da jeg leverede en stor pose med skønne indkøb til ham :)

Og så kom min julegave til mig selv endelig med posten idag... Bedre sent end aldrig :) Jeg glæder mig til at lukke den op, når alle vores indkøb er pakket ud og ryddet væk... Jeg har jo måske lidt garn på lager, så måske skal der slås masker op allerede i aften... Det var hos Dorit jeg så bogen første gang, gad vide om hun er i gang med nogle af projekterne fra bogen?...

søndag den 26. december 2010

Helt ærligt LEGO!!

Kasper har fået Buzz Lightyear i julegave. Han er rigtig glad for ham. MEN han har altså også været skyld i mange tårer! Buzz Lightyear går simpelthen for nemt i stykker! Når man kigger på billedet på forsiden af kassen, ser man Buzz i fuld firspring med fartstriber efter sig - så jeg går faktisk ud fra at han kan leges med og ikke kun skal stå til pynt! Delene er blot samlet med enkelte klodser og det er overhovedet ikke holdbart! Ved den mindste bevægelse falder Buzz fra hinanden og hvis han vælter - og det gør ham meget nemt - så går han i stumper og stykker!

Vi har efterhånden samlet Buzz rigtig mange gange nu, og Kasper synes snart det er rigtig øv! Lego er noget af det foretrukne legetøj her i huset og vi har rigtig meget af det - men denne gang siger vi altså:
ØV LEGO!!!

Spiraler...

Jeg prøver at få brugt mine strømpegarnsrester. Nogle rester er store :) Jeg skulle altså lige prøve at strikke sådan nogle spiralsokker, hvor en hæl er unødvendig. De er faktisk blevet meget sjove :) Jeg strikkede begge sokker på samme tid, den ene med en tråd udefra, den anden med en tråd indefra nøglet, men det resulterede selvfølgelig i, at striberne blev modsatte :)

Pyt - de er rare at have på. Selvom jeg nok synes, at det der med den manglende hæl er lidt snyd...

lørdag den 25. december 2010

Julemotion...

Hvis der er noget, der kan få en op ad stolen og forbrænde den brune sovs, er det Just Dance som Kasper har fået til Wii... Jeg har overhovedet ikke dårlig samvittighed over at æde endnu et marcipanbrød om lidt :)

1. juledag...

Vi hygger igennem i dag. Vi var hos min bror og svigerinde i går. Der var så vanvittig mange gaver! Min bror - Søren - var meget spændt på hvad der var i den lange pakke, der lignede et kosteskaft... Især efter at han åbnede en anden pakke :)
Vi kom sent hjem, væltede i seng, faldt i dyb søvn - og så startede Kasper med at kaste op! Så midt i nat har vi vasket sengetøj, kommet dynger af kartoffelmel på gulvtæppet, børstet tænder, nusset og nervøst faldet i søvn med en varm dreng imellem os... Han er mere frisk i dag, men de helt store fade med juleslik gemmer vi lidt :)

Det gav ellers godt i går! Jeg fik bl.a. denne helt fantastisk lagkage-opsats! Den er finsk, turkis og meget meget smuk!

Mine forældre kan altså bare det der med antikvitetsforretninger! TAK! :)

Men der var flere skønne luksus ting til mig! En rigtig god te fra Kusmi - som jeg sidder og nyder lige nu - min favorit cremedeo fra Lancome og chokolade fra Summerbird! Aajjj jeg glæder mig til at åbne, men det skal ikke være hvilken som lejlighed :) Det skal vist gemmes lidt endnu...

Og den mest rørende gave af dem alle! Min egen læsebog om Søren og Mette!! Jeg blev meget overrasket og rigtig glad fordi min mor havde gemt den :) Ja, min bror hedder jo Søren, men vi fik altså aldrig den der lillebror der hed Jep...
Min niece går i 1. klasse, og hende og bedste har læst i bogen, men var vist blevet enige om, at Faster Mette skulle have sin læsebog tilbage...

Der var også en kæmpe ko til samlingen og et nyt krydsnøgleapparat :) I dag skal jeg lege med alle mine gaver, men det er jo ikke så meget Lego jeg har fået, som skal samles i dag :) Det lader jeg drengene om...

Fortsat god jul til alle...

fredag den 24. december 2010

Dag 24...

Hvorfor være i god tid, når man kan nå det i sidste øjeblik?? :)

Så er gavesækkene pakket - juletøjet er klar - her dufter skønt af jul - og nu kan ungerne næsten heller ikke vente længere - DET ER JUUUUL!!!!!!

Rigtig glædelig jul til jer alle derude!

torsdag den 23. december 2010

Ekstra gave...

Når man får en pludselig idé, er man nødt til at gøre noget ved det med det samme, inden det går over :)
Så her er lige en ekstra julegave undervejs...

Dag 23...

Det sidste jeg spiste og drak?...

Risengrød og Fynsk Forår fra Ørbæk...

Slush ice...

Sådan så min sejltur ud i eftermiddag, på vej hjem fra arbejde - til juleferie :)

Mod Hals...

Færgelejet i Egense...

Mod Aalborg...

Hjørnet med Hals til venstre og åbent mod Kattegat til højre...

Mågerne flokkes bag færgen - bagud er Egense...

Der er lukket af is så langt ud i Kattegat, som øjet kan se...

Efter denne fotosession på færgen var mine fingre helt stivfrosne! Hold k... det må være koldt at være færgemand! Ude på vandet er chill faktoren helt oppe at ringe :) Brrrr.......

onsdag den 22. december 2010

Dag 22...

Mit favoritalbum...

Jeg er jo hemmelig fan af Bob Dylan og skulle sikkert have været født i starten af 60'erne i stedet for starten af 70'erne...
Han har lavet rigtig mange fede albums, men et af de gode er Hard Rain. Her er titelsangen fra en live koncert i 1976 - der er jeg 5 år og ved ingenting om Bob Dylan endnu - ærgerligt ikke? :)


Men ellers skal jeg jo ikke glemme Little Drummerboy...

tirsdag den 21. december 2010

Dag 21...

Et screenshot af mit skrivebord...

Hold da op hvor ligger der egentlig meget hø på mit skrivebord. Men men, jeg har faktisk ikke særlig meget med det at gøre, kan jeg se... Der er både Toy Story 3, War of The Rings, Harry Potter, LEGO Star Wars og alle mulige andre spil... Jeg har vist en enkelt strikkemappe.
Men billedet i baggrunden tog jeg sidste år, fra færgelejet i Egense, meget tidligt om morgenen... Suuk, det varer vist noget tid, inden det kommer til at se sådan ud igen...

mandag den 20. december 2010

Vil nogen bytte?

Jeg har før lavet forskellige byttehandler her på bloggen, og nu mangler jeg igen :) Altså retro stof - gammelt dynetræk, duge eller lign. Jeg har før modtaget stykker på ca. 30 x 30 cm, og jeg sender selvfølgelig det samme - jeg har meget andet end retro og leverer gerne f.eks. lækre patchworkstoffer :) Vil nogen bytte med mig? Hvis travlheden er for stor nu, kan jeg godt vente lidt :)

Dag 20...

Et billede der får mig til at smile...

Ja, hvilket billede skal man vælge? Jeg tænkte straks på at dykke ned i "drenge-mappen" med billeder af drengene, for lige meget hvad, så får de mig til at smile... Et stille smil, fordi jeg er lige ved at revne af stolthed, fordi de er mine drenge. Fordi de lige meget hvad, kan få et smil frem hos mig. Fordi de er umiddelbare, ærlige, nysgerrige og siger tingene lige ud af posen. Fordi... ja, bare fordi de er som de er - mine drenge :)

søndag den 19. december 2010

Dag 19...

Mine kælenavne, og grunden til at jeg har dem...

Altså når man ikke er større end et målebånd, så indbyder man åbenbart helt af sig selv til kælenavne - selvom jeg ikke altid ligefrem vil kalde det "kæle"navne...
Men Bette Mette er vist det jeg mest har heddet. Da jeg var i lære på trykkeriet hed jeg Bette Nøv. I skolen hed jeg i lang tid "Tiny" - som betyder stump eller lille bitte på engelsk... Men ud over øgenavnene, som jeg hellere vil kalde dem, er bemærkninger som: "Du lugter af fodsved i håret" eller "Hop op og bid mig anklen" dem jeg husker bedst...
Altså jeg har vænnet mig til ikke at være større, og selvom mit skuldermål ikke er stort, kan jeg sagtens bære det...

Men ud over at være en lille splejs har jeg jo været så heldig at hedde Thrysøe til efternavn :) I skolen hed jeg ofte bare Thrysøe (jeg er jo født i '71 hvor navnet Mette nærmest var en massebetegnelse, og vi var derfor nogle stykker i klassen med det navn) men til tider blev det også til Trusse :)

Hvad er det for en??

Jeg har taget disse billeder uden for mit vindue, hvor fuglene holder fest ved jule buffeten :) Men jeg er ikke så god til at kende navnene på de forskellige fugle... Hvad er det her for en? Jeg har ikke set den før. Her har den lige snuppet en nød :)


Kan nogen hjælpe?

lørdag den 18. december 2010

Som englesang...

½ l piskefløde
4 pasteuriserede æggeblommer
5 spsk flormelis
korn fra 1 vanillestang

Fyld:
50 g chokoladekiks (F.eks. Choco Marie)
50 g skumfiduser
100 g chokoladelinser (m&m eller Smarties)

Kom fløde, æg, flormelis og vanille i en skål og pisk det med en elpisker til en let flødeskum.
Bræk chokoladekiksene og klip skumfiduserne i mindre stykker.
Vend kiks, skumfiduser og chokoladelinser i isen, frys den i minimum 3-4 timer. Tag isen ud lidt før den skal serveres.

Hyggelig gave...

I formiddags kørte vi til Brønderslev. Jeg blev læsset af i centrum, for jeg skulle købe julegaver, Flemming og drengene kørte videre til mine forældre. Egenligt var planen en tur til Aalborg, men i dette snevejr ændrede vi planerne. Ikke at det hjalp, for det har sneet voldsomt! Vi er lige kommet hjem og det tog virkelig lang tid at kæmpe sig igennem sneen på vejene - vi bor jo i udkants-Danmark, så her er det ikke sneplove vi ser flest af :)
Nå, men jeg fik jo denne gave af min mor :) Jeg ved næsten ikke hvad der er fedest; svampene eller beholderen de var i :) Tak, søde mor og tak for en hyggelig eftermiddag!

Dag 18...



Den sidste film jeg så...


... var Julefrokosten. For at bruge mine sønners udtryk er filmen "bare mega grineren"! Der skal ikke gå lang tid før jeg skal se den igen :)

torsdag den 16. december 2010

Dag 16...

Et billede af dig selv, fra i dag...

Jeg har haft hjemmefrisør her til aften... Jeg ser hammer godt ud nu, med fine nye bryn og det hele. Men det kan I se en anden dag :) Nu er jeg lidt mere juleklar!

Tiden går...

Udsigt ved færgelejet i Egense - et kig ud over en til-iset Limfjord...

Tiden går og vi har monster travlt på arbejde. Den nye forårskollektion skal jo i butikkerne, og vores maskiner er rødglødende for tiden. Alle fridage bliver taget i brug, og jeg har for en stund glemt alt om julegaver, hjemmebag og juletræ... Jeg kan ikke helt se en ende på dyngerne, men vi kæmper! Der er jo også allerede gang i efterår/vinter 2011-2012. Det er rigtig spændende, men også hårdt, især for min chef, som virkelig trænger til juleferie nu. Håber at hun tager sig tid til ferie :)

mandag den 13. december 2010

Dag 13...

Dit celebrity crush?

Altså nu er det sådan, at jeg ser Talent HVER gang, og det er ikke sikkert jeg kan huske hvem der har været på scenen - men dommerpanelet - det har jeg helt tjek på :) Mine drenge blev lettere bekymret fordi jeg bare er så vild med Nikolaj, men jeg har naturligvis forklaret dem, at da jeg skulle vælge en mand at gifte mig med, synes jeg alligevel bedst om deres far, og derfor kom Nikolaj på 2. pladsen :) MEN skulle deres far, mod forventning, ikke være her mere, SÅ tager jeg Nikolaj Koppel! Han er for lækker!

Førjulegave...

Da jeg kom i børnehaven i dag for at hente Kasper, kom en af pædagogerne springende: "Jeg har købt en julegave til dig!" Nej, hvor dejligt! Lone havde været i København i weekenden, havde set disse klemmer med svampe, og tænkt på mig :) Tusind tak, Lone, det var bare så sødt af dig! Vi ses i strikkeklubben i morgen :)

søndag den 12. december 2010

Dag 12...

Hvordan fandt du blogspot og hvorfor blogger du?

Hmm... Jeg har blogget siden august 2008. Det startede med at et par af mine (tidligere) kolleger i Stof og Stil, nemlig Karen og Camilla introducerede mig for dette fantastiske fænomen :) Jeg fulgte deres blogs i et stykke tid, der kom flere til, og en dag fik jeg selv lyst til at prøve. Og hvorfor? Det er en fed måde at netværke på. Det, at dele sine oplevelser, tanker, glæder og sorger med nogle derude man slet ikke kender, er på en måde lidt terapi-agtigt, tror jeg. Det er jo en ret personlig dagbog, og man får ligesom vasket sin egen tavle ren, for når det er skrevet ned, så er det ude af verden. Nærmest :) Meget filosofisk ikke? Der er så mange spændende blogs derude, og vi kender jo nærmest hinanden, ikke? En gang imellem kommer der rigtige ansigter på, når vi mødes til blogtræf eller andet, og det er en sjov måde at møde nye mennesker på. Hvad enten der blogges om mad, håndarbejde, modelfly, katte eller noget helt andet, så er blogspot et sjov sted at dele sine erfaringer og oplevelser. Eller, egentlig betyder det jo ikke noget, om der er nogen i den anden ende, men det er da rart at der er... Jeg kan vist ikke lade være med at blogge igen :)

Villa Villakulla...

I går havde vi besøg af min chef. Hun har på arbejdet købt nye møbler, og jeg havde aftalt med hende, at mine drenge skulle have papkasserne efter tømning :) De faldt i rigtig god jord! Især Kasper elsker jo papkasser :) Jo, han har også almindeligt legetøj, men papkasser er et hit for tiden! Her i eftermiddag er tiden gået med at lave et fint "forhæng" til døren - ham Jonas har altså de gode ideér :) De er ved at indrette sig, og sådan en opgave her enes de faktisk om! Det er jo ikke altid de er lige gode venner :) De har bygget to kasser sammen, så der er blevet mere plads. En tredje kasse er ved at blive lagt sammen med en kasse de havde i forvejen osv. Der går rigtig meget tid - og rigtig meget tape - til :)

3. søndag...

Hvorfor er det, at man på sådan en stille og hyggelig søndag lægger så mange planer, at man ikke ved hvor man skal starte? (man=jeg) Indtil videre er jeg endt ved spisebordet. Jeg folder strimler. Måske skal en eller anden have resultatet i julegave. Brunkagedej venter på mig i køkkenet. I systuen ligger der ting der skal syes - i dag! Men det vigtigste er vist at hygge, og det klarer jeg fint lige nu :)

lørdag den 11. december 2010

Dag 11...



Rigtig svært at bestemme sig for en Youtube video. Men jeg har valgt et stykke klassisk musik, som jeg hørte første gang, da jeg i 1997 var i Finland sammen med en medstuderende på Skals Håndarbejdsseminarium. Vi besøgte Sibelius Museet i Åbo. Da vi trådte ind på museet spillede de netop dette nummer, og jeg blev nødt til at henvende mig i skranken, for det musik måtte jeg eje! Jeg kom derfra med en CD med det smukkeste musik, bl.a. Sibelius.
Det var en fantastisk tur til Finland. Vi underviste på en Håndarbejdshøjskole i forbindelse med en praktik på seminariet. Jeg svor dengang, at jeg engang ville tage min familie med til Finland. Vi er ikke kommet afsted endnu, men jeg håber meget, at det lykkes engang...

Dryp dryp dryp...

Det tør. Alt er vådt og sjasket. Små floder løber rundt omkring og riste og kloakker er fyldt til randen. Solen skinner og håbet for den hvide jul svinder...

Der er gjort lørdagsrent. Skålen er fyldt med juleslik. Om lidt skal jeg have bestemt mig for, hvilken slags bagværk jeg har lyst til at gå i gang med. Luksusproblem - det er weekend :)

torsdag den 9. december 2010

Uiiihhhhh...

Jeg har købt bånd i Fakta! Er det ikke helt fantastisk?! Nej, mere skal der ikke til... :)

Julestemning...

Jeg har lige været en tur i Nørresundby. Vi skulle snakke med vores nye bankrådgiver - der skal jo spares klejner sammen til de forskellige begivenheder i fremtiden, såsom rund fødselsdag, kobberbryllup og konfirmation... Tiden går!

På vej hjem gik jeg i blomsterforretningen - i Løvvangscentret, for jeg trængte til lidt nyt til vindueskarmene. Men det eneste jeg kom ud med var disse lækre paddehatte! 3 str., 15, 10 og 6 kr. Hvad skal man med nye blomster? :)

Decembermorgen...

Sidder og kigger ud af et vintervindue, drikker varm te, kigger lidt rundt i blogland og venter på at dagen går i gang... Det er nu lidt hyggeligt...

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...