
Altså - nu har jeg fået et par spørgsmål, et par mails og endda en sms :) Det er slet ikke så svært!
Jeg har ikke noget mønster, men har gjort sådan:
Min puf måler 80 cm i diameter og er 30 cm høj. Jeg regnede og tegnede en trekant ud i den størrelse jeg synes passede til mig - og jeg anede ikke på forhånd hvor mange dyner der kunne være i den - jeg satsede... (og har 1 dyne tilovers)
Som I ser er der 8 trekanter foroven og 8 i bunden. Jeg syr dem sammen, sådan at jeg syr 4 sammen ad gangen, så jeg har to "halvdele" med 4 trekanter i hver, derefter sys de to "halvdele" sammen, så jeg har en cirkel, for så er det nemmest at få spidserne til at passe sammen på midten :)
Mine trekanter måler 40 x 32 cm (excl. sømrum) - se billedet. Jeg har rundet enden af trekanten, så de, når de er syet sammen, danner en cirkel.
Siderne har jeg bare lavet af vilkårlige bredder stof, dog har de alle samme højde, her 30 cm. Et sted på siden har jeg monteret en lynlås. Åbningen skal være stor, for ellers bliver det træls at stoppe dyner deri. Jeg havde to lynlåse på 40 cm. Dem har jeg syet i, så de kan åbnes hver sin vej, således at åbningen er 80 cm. På billedet kan det anes til højre i billedet, at jeg har delt "sidestykkerne" på midten (grønt stof med cupcakes foroven og brunt forneden) Her imellem har jeg monteret lynlåsene.
Jeg har 3 voksen- og 1 juniordyne i min puf. Jeg har bare stoppet dem deri. Ikke noget med at folde pænt. Det er vist lidt tilfældigt at den ser så pæn rund ud :) Den er allerede godt brugt, og bliver faktisk pænere og pænere i faconen - den ligger på gulvet foran fjerneren :)
Skriv endelig hvis jeg har forvirret mere end forklaret...
God fornøjelse til dem der går i gang :)