søndag den 23. september 2012

Kasper og stenalderen...

 Kasper havde et projekt med hjem fra skole i fredags. Han var i gang med at lave en stenaldergrotte. I dag har han lavet den færdig :) Og Kasper er jo kendt som papkasse-drengen her i familien, så projektet gik strygende :)

Her er indgangen til grotten. Der hænger et skilt ved døren, og jeg var jo overbevist om, at min kloge dreng havde fundet på noget rigtigt stenalder-agtigt at skrive på skiltet!
Men Kasper forklarede mig, at der med børnestavning står: SKRID ELLER DØ! Øhhh nå... Det var det der stod...

Der er fundet de helt rigtige redskaber frem - bl.a. min bedste stofsaks!!! Troede at han havde lært, at der nærmest er dødsstraf for den slags! :)

Hygge foran bålstedet...

En brændestabel og et telt blev det til. Han limede gråt stof i bunden af grotten. Mor, det hedder jo en "grotte" derfor skal det være "gråt"... Naturligvis, nikkede mor!

Og mor?! Find lige noget leopard-stof!
Kaninpels indfarvet som leopard blev fundet frem... Han ved efterhånden godt, at jeg har nærmest alt på lager :)

Så er grotten vist færdig! Hele herligheden er limet ind i en æske, som bare lige kan lukkes! Og han har regnet ud, at ingenting kommer i klemme og alt kan snildt være der i højden!

Og selvfølgelig skal der hugges brænde med en rigtig stenalderøkse!

"Så må du huske at få kassen med i skole i morgen" sagde jeg "det er spændende, hvad de andre børn har lavet" For jeg troede jo, at vi sad her og lavede en slags lektier! Men nej, sagde Kasper. Den skulle ikke afleveres i skolen, han ville bare gerne have den færdig...
Nå men, det var da også et hyggeligt projekt!

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...