mandag den 30. april 2012

200 km i timen...

 Oskar elsker at lege med bold i haven. Oskar sover stadig en del, men når han er vågen foregår det med 200 km i timen!
Flemming er i gang med at hegne hele haven ind, så Oskar ikke stikker af. Vi har en STOR have :) Heldigvis er Oskar indtil videre en pivskid og han tør ikke løbe nogen steder lige nu....

Jeg har fået min køkkenhave og drivhuset hegnet inde, for Oskar kan grave ned til kineserne på under 5 min. og det skal ikke være midt i mine gulerødder! :) Han er vokset godt og han skal nok blive en fin hund - selvom han nogle gange er klar til stanglakrids :)

lørdag den 28. april 2012

Og nu til pigefødselsdag...

Vi fik lige en hurtig invitation til en pigefødselsdag hos gode venner. Fødselsdagsbarnet bliver altid glad for bløde pakker fra mig, så denne gang får hun et tørklæde i rigtige tøsefarver :)
Kasper er hjemme fra sin campingtur, Jonas kommer vist først senere - og tager videre til LAN party hos en ven. Stramt program for den unge mand :)
Flemming + band skal ud og spille i aften, så Kasper og mig er alene hjemme :) Vi starter aftenen på et af lokale pizzeriaer :) ... som vi har hele 3 af! Senere er der vist film og popcorn på programmet!

fredag den 27. april 2012

Alene hjemme...

Så blev det fredag og inden vi fik set os om er vi blevet barnløse! Kasper er med en kammerat på camping og Jonas overnatter hos en ven! Så var det jo at vi skulle tage i biografen eller noget! Men det kan vi slet ikke finde ud af :) Så nu sidder vi her, med film, koldt øl og rejemadder :) Oskar ligger på gulvet foran brændeovnen og nyder livet - det er hyggeligt!

torsdag den 26. april 2012

Min torsdag...

 Egentlig var det meningen at jeg ville tage på arbejde i dag, for jeg skylder et par dage :) Men min venstre hofte strejker for tiden. Det gør vanvittigt ondt og jeg døjer med at sidde længe ad gangen... 
Så i dag har jeg bevæget mig stille og roligt rundt og nusset med forskellige ting. Jeg fik lyst til humus!

 Heldigvis havde jeg alt til formålet :) I min morter kom sesamfrø, og så kunne myrderiet starte :) Det tager lang tid, det er hårdt, men det bliver fantastisk :)
Og så selvfølgelig masser af hvidløg, god olie, salt, citronsaft og voila!

 Jeg har lavet et glas, som skal med på arbejde i morgen. Jeg medbringer også agurkestænger, gulerødder, snackpeber og blomkålsbuketter, og så er der dømt hyggesnacks i frokostpausen...

 Og så blev mit bollelager i fryseren fyldt op :)

 Og ham her?!

Han har også hygget sig!
Kradsemærkerne på hjørnet står Villy for. Ja, vi elsker vores dyr!

Lige nu sidder jeg og pusler med det allersidste på årets konfirmationskjole! Billeder følger efter den store dag :)

mandag den 23. april 2012

Så langt, så godt...

Nu har jeg syet perler hele aftenen. Mine fingre trænger til nattesøvn. I morgen tager jeg et nap mere. Hun bliver så smuk, hende konfirmanden :)

søndag den 22. april 2012

En runde på havnen...

 Indtil videre har vi havnen for os selv :) Lige om lidt kommer alle turisterne og indtager byen. De skal være velkomne, det er ikke sådan negativt ment - ikke særlig meget i hvert fald :)
Lystbådehavnen er ret tom lige nu. Tunge skyer hænger på himlen og giver et flot lys. Lige om lidt er her fyldt med både med flag fra alverdens lande...

 Her i Hals - og sikkert mange andre steder - skal man næsten hver dag lige ned og "runde havnen". Jeg har lige været nede at handle lidt og få benzin på bilen, og så rundede jeg også lige havnen :)
Her kan man skimte færgen ligge ovre på Egense siden...

 Her holder jeg lige ud for Havkatten, som er en af de mest brugte restauranter i byen. Lige om hjørnet er færgelejet. Skyerne ser temmelig truende ud, men flot er det :)


Jeg er blevet færdig med konfirmationskjolen i dag. Næsten i hvert fald, for nu kommer de næste par aftener til at gå med at brodere perler på :) Jeg sætter i gang om lidt...

Jeg har udført et kødben...

Oskar synes at systuen er helt fantastisk at være i :) Der er så mange skønne ting at lege med! Så inden han selv valgte på hylderne, måtte jeg sy et kødben til ham :) Det er et hit - indtil han får nye idéer altså :)

lørdag den 21. april 2012

Nu med ren hundehvalp...

Oskar har fået sit første bad :) Hold da op, tænk at sådan en lille hund kan være så beskidt :) Han har meget ondt af sig nu, men han trængte virkelig! Det har altid undret mig, at folk skulle vaske deres hunde i tide og utide - jeg bøjer med i støvet (fra den beskidte hund) for nu ved jeg hvorfor :)
Nu har han rullet sig sammen på gulvet i baggang, hvor der er varme i gulvet :) I eftermiddag skal han med i byen, for min bror holder fødselsdag og Oskar er også inviteret :)

fredag den 20. april 2012

For tidlig weekend...

Så kører man tidligt hjem og vil hente Kasper i dussen tidligere end aftalt, og så vil drengen ikke med hjem :) Der er jo bålfredag! Og de skulle lige til at lave suppe! Nå ja, jeg kommer igen senere...

onsdag den 18. april 2012

Klokken er hundrede...

... og her er hvad jeg sidder og laver ud på de sene timer... Det er snart konfirmationstid! Lige nu er det så hemmeligt, at ikke engang konfirmandens søstre må se noget! :) Shhhh....

lørdag den 14. april 2012

Lørdagshygge - med overspringshandlinger...

 I denne weekend syr jeg konfirmationskjole! Konfirmanden har været her et par gange til prøvning - hun bor nemlig lige overfor og er min venindes datter :) Men når det skal være, så er der bare så mange andre hyggelige ting at give sig til :)
Det regner, men jeg har lyst til at gå i haven... Flemming går og sætter hegn ude, og jeg får så frygtelig mange gode haveidéer :) Tomaterne længes også snart efter drivhuset! Men der er stadig alt for koldt!

 Kasper elsker sin hundehvalp - og den ender med at få skøre knogler i benene, for den bliver løftet rundt hele tiden :)

Overspringshandlinger...
Jeg har fundet et glemt projekt! Jeg har fundet stofstrimler revet i strimler, en tyk hæklenål og et næsten færdigt tæppe! Jeg kan godt huske da jeg gik i gang med det :) Da arbejdede jeg i Stof og Stil og jeg husker at stoffet var på mega tilbud under et udsalg :) Nu får jeg lyst til at hækle!
Mit påskegule projekt tager form! Det ender med noget til små piger :) Mere siger jeg ikke nu...

Men det var den konfirmationskjole vi kom fra...

tirsdag den 10. april 2012

Mandag! ...eller tirsdag...

 Kasper havde en kammerat med hjem i dag. De var vist begge ramt af træthed på den første skoledag efter ferien :) I hvert fald smed de sig på sofaen og tændte fjernsynet så snart de kom indenfor døren...

 Oskar og Flemming ved computeren. Oskar var for første gang alene hjemme i lang tid i dag. Det gik rigtig fint uden rigtig mange uheld - og ulykker :) Men Oskar kan næsten ikke tåle at slippe os af syne nu. I morgen skal han heldigvis kun være alene indtil middag, hvor Jonas har fri :)

Min svigermors skarpe tunge - altså min plante her :) - har fået en blomst! Det har jeg altså aldrig set før! Jeg kan se på nettet, at den bliver hvid når den springer ud. Når den er færdig med sin blomstring, må den hellere få lidt ekstra plads til tæerne :)

Det var hårdt at starte op efter ferien. Vi har haft en temmelig stille periode på arbejde, men nu kommer der heldigvis gang i den igen. Men det bliver svært at komme op i tempo foran symaskinen igen :)

mandag den 9. april 2012

Påskegul...

 Jeg har kastet mig over et gult projekt. Det startede i Malaga, for det var et nemt strikketøj at medbringe :) Og nu hvor det er påskens sidste dag - og feriens... Så kan det påskegule projekt godt findes frem igen :)

 Oskar har holdt os beskæftiget hele påsken! Hvis vi ikke lige finder på noget at aktivere ham med, så skal han nok selv finde på noget :)
Han er gal på gulvskrubber, koste og støvsugere, så det der med gulvvask kan godt tage lidt lang tid... Det må vi få lavet om på!

 Oskar sover meget. Og drengene gør alt for at være den første der får fat i ham, når han vågner. De har lidt svært ved at lade ham sove, for lige nu er han sødest når ham sover :)

 Og de her to. De har stadig et noget anstrengt forhold til hinanden. Eller, Oskar er helt vild med Villy og vil gerne lege hele dagen! Villy er en voksen dame, som er lidt mere reserveret, og ikke kan se noget fornuftigt i pjank og pjat sammen med en hundehvalp! Oskar har fået et par dask over snuden, men den fortsætter ufortrødent sin leg :)


lørdag den 7. april 2012

Jeg er klar...

Lammet er i ovnen, rødvinen er trukket op, bordet er dækket og om ikke så længe kommer rigtig gode venner forbi til påskehygge :) Der er god musik i højttalerne og drengene glæder sig :) Jeg er klar! Påskelørdag - kom an! :)


Her er de sidste krampetrækninger...

 For selvom der er påskeferie og vejret er udmærket, så kan vi jo godt længes en smule efter det her!

 Eller her, hvor vi sidder og spiser brunch i en bagende varm gårdhave!
Flemming og drengene kan anes ved et af bordene :)

 Kæmpe kaktussen udenfor vores dør...

 Drengene dypper tæerne i Middelhavet - som dog var iskoldt og bestemt ikke egnet til badeture på denne tid af året :) Måske næste gang...

 Bananer i palmerne på den anden side af vejen...

Pelargonier i fuldt flor! Mine har først lige opdaget at det er forår...

 Og man kan da også godt savne udsigten fra badekaret! 

 Eller at sidde her på terrassen med strikketøjet - og en kold San Miguel :)

 Eller bare bygningerne i kvarteret omkring os....

 De vildtvoksende agaver og kaktusser...

 Deres spøjse el installationer, som herhjemme helt sikkert ikke ville blive godkendt nogen steder! Denne stod lige udenfor vores hus, og ledningerne blev ført videre over vejen og til andre huse...

Længere nede af vores vej var der et vejarbejde i gang. Vi så ikke så meget til arbejderne, for siestaen kunne godt være temmelig lang. Og den dag de begyndte at dække til med cement eller hvad det nu er, ja så var det åbenbart pludselig fyraften, og de lod skidtet ligge sådan her :) Og det er altså midt på vejen!

Men nu har vi været hjemme i 14 dage, kufferterne er for længst pakket ud og I skal slippe for flere ferieminder herfra :) Men vi tager af sted igen! Engang...

onsdag den 4. april 2012

Hundeliv...

Når man har fuld fart på, kan man altså godt blive lige så træt som sin hundehvalp - eller omvendt :)

tirsdag den 3. april 2012

Hajtur for 6A...

Jonas har lige været med klassen på tur til Kattegat Centret. De skulle overnatte hos hajerne :) De havde en rigtig god dag - og nat! Det havde været lidt uhyggeligt, men også mega sejt!
Her står Jonas, i tunnellen som går under vandet, og kigger ud på hajerne.
De lærte en masse på turen, også at dissekere en 10armet blæksprutte til hajføde :)

Solskin og småkager...

 Kasper havde fundet sin bagebog "Bedstemor Ands Hemmelige kagebog og lækre drikke" frem i aftes, og her til morgen havde han bestemt sig :) Det blev "Rip, Rap og Rups småkager" - med chokolade :) Heldigvis var alle ingredienser i hus!

 ... og de er gode :) Opskrift kan følge en anden dag... De er nemme!

 Og Oskar?! Han skal nok blive til noget når han bliver stor :) Han glemte bare at spørge først, om det var ok at skamfere mit målebånd :)

Han kører derud ad med 200 km i timen, i en times tid, og så dejser han om og sover i 2-3 timer :) Han elsker solstriber :)

søndag den 1. april 2012

Kom sol, kom varme...

Jeg har priklet mine tomater ud. Jeg har mange! :) Sådan går det hvert år. Jeg kan bare ikke tage livet af sådan en lille spæd plante. Så jeg har rigeligt :) Men der plejer gerne at være glade aftagere rundt omkring, så jeg er ikke druknet i tomater endnu :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...