onsdag den 31. oktober 2012

Halloweenfest...

 Kasper ombestemte sig i går aftes. Jo, han ville gerne med til Halloweenfest i spejderhytten i dag... Jeg har syet kappe i formiddag - og indkøbt sminke til et grimt sår :)

 Det var noget meget klistret stads. Farven, der skulle ovenpå, gjorde ikke sagen bedre. Nå, men der stod på pakken at det var nemt at vaske af så det var jo ikke så slemt... Det var IKKE nemt at få af!!! Nu ser drengen værre ud end før, for nu er han rød og øm efter at hans mor har skamskrubbet ham med en alt for varm vaskeklud med alt for meget sæbe på!!
Nå, men vi havde også så travlt med kostumet inden festen - som var kl. 18, midt i aftensmadtid - at vi ikke fik et billede af det færdige resultat :)
Nu ligger drengen i sin seng - og ærgrer sig over at få inddraget sin slikpose inden sengetid :)

I Dussen har vi lavet græskarsuppe over bål i dag :) En kæmpe succes!

tirsdag den 30. oktober 2012

Nye underben...

Jonas og mig har været på en kort shopping her i eftermiddag. Han går til indendørs fodbold her i vinter og trængte voldsomt til nyt udstyr! Så vi kørte til Aalborg og fik både fodboldtøj og benskinner. Vi skulle også have hver vores nye mikrofon til vores computere. Godt at jeg havde Jonas med, for jeg er virkelig på herrens mark derinde midt i Elgiganten :)
Og så var det, da vi var på vej igennem Storcentret, at jeg fik øje på disse støvler! Sat ned med 50%!! Jeg siger slet ikke hvor meget de har kostet, men de var ikke billige! :) Nu har jeg nye støvler! De er så fede!
Jeg fik også købt et par julegaver! Det er aldrig sket for mig før, at de første gaver er købt i oktober! :)

Fiskedag...

 I Dussen har der været fiskedag i dag :) To af vores lokale fiskere (og samtidig to fædre fra Dussen) kom forbi med fisk og stod også for tilberedningen.

 Der var tændt op i vores bålhytte. Faktisk var der to bål, for der skulle tilberedes flere forskellige ting. Både fiskere, pædagoger og unger var i fuld gang.

 Der blev parteret to store torsk! Og der var oven i købet rogn i dem begge. Nej, ikke dåser med torskerogn, men de helt rigtige torske bukser :)

 Der var en balje med en (levende) ål :) I det hele taget fik ungerne lov at røre ved alle fiskene. Drengene var temmelig seje, og pigerne synes det var mega klamt :) Nej, nogle af pigerne havde skam også fat i kæmpe ålen :)

 Her er stegte ål og fiskefilet af skrubber og rødspætter på vej. Ved siden af varmes op til hummerhaler.

 Her er en "gramse kasse" som nogle af ungerne kaldte det :) Ungerne havde næsten styr på, hvad de forskellige fisk hed. (Jeg havde ikke...) :)

 Hummerhaler undervejs...

 Vist bare for stemningens skyld :)

 Og så var der hummerhaler! De var helt vildt gode!

Der blev serveret hjemmelavede fiskefrikadeller med nye kartofler - naturligvis gravet op i eget højbed ved siden af Dussen :) Der var fiskefilet på rugbrød med remoulade, laks, hummerhaler og stegte ål. Jeg tror faktisk ikke, at der var mange børn som var sultne til aftensmad i dag :)

mandag den 29. oktober 2012

Traditionen tro...

 ...så plejer jeg jo at stå på stylter, når jeg er på Læsø :)



Her har vi 2008, 2009 og 2010...
 
 I år stod der kun 1 sølle stylte på legepladsen foran Saltsyderiet!... 

 Men jeg skulle jo lige prøve :)

 Jeg tror faktisk, at jeg var den eneste som synes at det var skide sjovt :)


Testflyvning...

 I Dussen skulle vi egentlig lave lanterner i dag. Der blev da også lavet nogle... Men midt i det hele kom et par drenge, som havde lavet papirflyvere. Den enes var lidt skæv og ville ikke flyve ordentligt. Jeg hjælper dig lige, sagde jeg...
Og inden jeg havde set mig om, var vi i fuld gang med at lave papirflyvere, tegne lyn, flammer og andre seje ting!

 Flere drenge kom til, og jeg måtte arrangere en testflyvning, så vi kunne afprøve om motorerne var i orden, om missilerne skød som de skulle og om lynene sad de rigtige steder.

 Drengene gik vildt op i det og de var vist vilde med at jeg også gik op i projektet :)

 Nogle piger kom til og vi måtte lave et pigehold også. Dog ville drengene altså beholde mig på deres hold! :)

 Snart havde alle en flyver og vi var klar til testflyvning!

 Nogle fløj rigtig godt og langt - andre havde en mere uheldig start :)

 Men de gik op i projektet og de larmede helt vildt :) Jeg måtte helt udenfor Dussens område, for ikke at genere nogen og vi afprøvede flyverne i forhallen ned til idrætshallen :)

 Undervejs skete der et par uheld og vi måtte i pit for at inspicere skaderne. Hvad er pit, spurgte de... Altså det er der hvor formel 1 bilerne får skiftet dæk osv. Årh! det var sejt! Afsted til pitten :)

 Vi rettede flynæser ud, stabiliserede med lim, tegnede et par ekstra lyn - og blomster :)

Vi tog en ekstra flyvetur, inden vi vendte tilbage til det vi egentlig skulle lave i dag :) En god "pause" - vi havde det skide sjovt! Alle fik deres egen flyver med hjem...

Læsø...

 Nu er jeg hjemme efter årets Læsø tur :) Det har været så hyggeligt! Men weekenden er gået alt for stærkt! Vi har snakket og grinet, strikket, shoppet, spist god mad og gået lange ture :)
Her sidder vi på færgen, trætte og på vej hjem - men strikketøjet er selvfølgelig med! :)

 Her er vi ankommet til sommerhuset fredag aften. Der var skide koldt i huset og vi drak kaffe og te og spiste chokoladetærte i vores jakker, imens vi ventede på at brændeovnen skulle varme huset op :) Det temmelig koldt at gå i seng den første aften! Dynerne var isende kolde :)

 Vi sultede bestemt ikke i denne weekend! Vi havde delt måltiderne imellem os og der manglede absolut intet! Her er det brunch søndag - som jeg dog synes var lidt for tidlig :) En brunch skal spises kl. 11 og ikke kl. 8.30! Jeg plejer at sove længe søndag morgen og er ikke så god til morgenmad lige når jeg står ud af sengen :)



 Vi havde et stramt program for lørdagen. Vi skulle nå at se så mange ting som muligt! Et af besøgene var naturligvis her i Uldstuen! Og jo, der blev slæbt poser med derfra :) Man ved jo aldrig hvornår man kommer igen!

 Et kig inde i Uldstuen...

 Saltsyderiet. Nu er der fyldt op på hylderne hjemme i køkkenet...

Og selvfølgelig skulle vi blæses igennem på stranden! Det var koldt men skønt :)
En rigtig dejlig weekend, som helt sikkert skal gentages næste år!

fredag den 26. oktober 2012

Turen går til...

...Læsø!! Lige om lidt bliver jeg hentet og så går turen til Læsø på en dejlig weekend  i skønt og hyggeligt samvær! Snart er det hele pakket og jeg er klar :) Vi skal købe garn og drikke rødvin, gå tur på stranden og nyde roen!


Men Oskar kan vist ikke lide at mor skal af sted, for han åd min taske i eftermiddags... Nu er en ny taske pakket :)

Lanternefest og halloween...

 Fredag den 9. november er der Lanternefest på Hals Skole. Her hilser man mørket og den mørke tid velkommen. Hvert år laver børnene i indskolingen hver en lanterne. Der gås i optog med lanternerne efter mørkets frembrud og naturligvis bliver der sunget en lanternesang... Det er rigtig hyggeligt og det ser flot ud med alle lysene i mørket.

 Vi er nu i fuld gang med laterne fremstillingen :) Der er i blandt forældrene samlet syltetøjsglas ind og der bliver limet og klistret! Servietdecoupage, silkepapir, mosaik, skønne ædelstene og perler bliver limet på. Til sidst en ståltråd til at bære lanternen i. I bunden kommer vi sand, så fyrfadslyset i bunden kan stå fast.

 Der er mange skønne eksemplarer!

 Både piger og drenge går meget op i opgaven :)

 Og her står min lanterne - helt ude til højre - jeg fik lidt hjælp og gode råd af et par piger :)

 Og her er vores græskarkerneperlekæder! Der er lavet flere meter af slagsen :) Vi samler stadig kerner ind!


 Græskarperlekæder har vi også lavet!
Vi har lavet mange halloween ting. Vi har klippet flagermus, græskar hoveder og spøgelser i karton, og hængt op i stuerne i dussen. Og nu også de her perlekæder med et enkelt græskarhoved :) Lyserøde græskar er da også pæne og man er vel en pige!


torsdag den 25. oktober 2012

Kål er det nye sorte...

 Et stk spidskål :) Er der noget smukkere? (Jo, altså det er der jo, men dette er da fantastisk) :)

 Rød peber i strimler, løg, hvidløg, forårsløg og valnødder på panden. Forinden er der stegt kylling marineret i ingefær og citron...

 Så toppes der op med fint snittet spidskål. Kålen skal bare have 4 min eller der omkring... Bare lige til det falder sammen.

Til sidst blandes kyllingestykkerne i og der krydres med en smule soya. Uha det var godt! Jonas var ikke videre begejstret, men Kasper åd til der ikke var mere :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...