torsdag den 31. januar 2013

Nu lukker jeg mine øjne...

Jeg begynder at kunne mærke at mit ur ringede kl. 05.30 i morges. Først en togtur til Vejle, så en køretur i bil videre til København, hvor vi kørte direkte til Bella Centret. Det brugte vi hele eftermiddagen, kørte hjem, holdt en kunstpause og så gik turen til en event hos Filippa K med champagne og goodiebags. Derefter strøgtur, hotdog i pølsevogn, hjem på hotel, hygge på sengen med chips, cola og Trinny og Susannah på tv :) I morgen ligger et travlt men skønt program foran os :)

onsdag den 30. januar 2013

Jeg er klar...

Så er jeg ved at være klar til afgang! Togbilletten er printet, strikketøjet er (næsten) pakket og i morgen tidlig går turen til København og modemesse! Jeg skal være i rigtig godt selskab, det bliver så hyggeligt og jeg glæder mig! Jeg kommer hjem lørdag og drengene glæder sig også! Ikke til jeg kommer hjem, men de har lokket deres far til pizza hos Ali, is når de vil og sikkert rigtig meget fredagsslik :)

Min betænktsomme dreng...

Kasper kom hjem i dag, med et krøllet udklip fra et ugeblad i lommen. De havde i går lavet nogle kollager af gamle ugeblade og han var pludselig stødt på noget, som mor måske kunne bruge :) Tænk at han havde tænkt på mig, klippet ud og gemt :) Og det er også en fin hæklet kant de hjemmestrikkede sokker har fået! Det kan godt være at drengen virker ligeglad og uinteresseret en gang imellem, men det er han altså ikke :)

tirsdag den 29. januar 2013

Sæsonstart...

Så startede teenageren til udendørs fodbold...
Og her ligger så de våde og svedige fodboldstrømper, vanter og benskinner... Værs'go, mor! I det mindste vender strømperne ikke vrangen ud :)

mandag den 28. januar 2013

Et kup...

Flemming har haft 7 Bodum glas med trælåg med hjem til mig i dag - de kostede 100 kr.! :) Jeg betalte oveni prisen et armbånd til den søde kollega, som solgte glassene. Jeg har samlet i mange år og er ved at have mange af dem nu og jeg tror slet ikke at de fås mere, så jeg er ekstra glad :)

Jeg har fået en julegave...


 Før jul lavede jeg julegave sammen med børnene i Dussen. Vi lavede bl.a. grydelapper, som vi malede på og de blev rigtig flotte! Kasper lavede også et sæt - til sin far og mor, men det var jo naturligvis meget hemmeligt! Han fik dem pakket ind og de skulle i tasken og med hjem! Men pakken blev væk! Den var bare ikke i hans taske da han kom hjem! Og drenge er jo drenge, så Kasper vidste ingenting, han havde lige glemt hvor den var... Det blev jul og pakken var stadig ikke dukket op... Øv tænkte jeg, for jeg havde sådan glædet mig til de grydelapper (som jeg jo egentlig slet ikke kendte noget til!) :)

 Men så i sidste uge! Der dukkede en idrætstaske op. Kaspers idrætstaske. Med julegaven i :) Og en madpakke - fra engang i december :) Og Kasper vidste ikke lige helt hvor den kom fra... Nå ja, den havde vist været væk...

 Og indeni lå de skønne grydelapper :) En med en rød Honda og en med Kasper ridende på et firben, som han fandt en dag sidste efterår... De er fantastiske og jeg er meget glad for dem! :)

Og de hænger nu i køkkenet sammen med de andre grydelapper. Jeg er ikke sikker på om de skal bruges, for de er næsten alt for fine :)

Netto-sokker...

Så er det første par sokker af garn fra Netto færdige :) Egentlig ville jeg have gjort sådan at de to sokker blev ens, men da jeg skulle i gang med sok nr. 2 kunne jeg ikke finde det andet nøgle :) Så jeg måtte bare strikke videre og faktisk har jeg fået begge sokker af 1 nøgle garn! Og nu hvor de er færdige, har jeg fundet det andet nøgle :) Det gemmer jeg lige til en anden gang...

søndag den 27. januar 2013

Miniponcho...

 Jeg har da helt glemt at vise jer min nye miniponcho. Jeg har strikket efter denne! Jeg har strikket af 1 tråd uld/bomuld og 1 tråd alpaca fra Garnudsalg. Jeg har forlænget den ca. 10 cm i forhold til opskriften. Den er helt fantastisk blød og lækker og NÅR NU FORÅRET SNART KOMMER vil jeg bruge den rigtig meget :)


Så meget gammelt lort...

Jeg var lige en tur i Netto, for der var billige opbevaringsbokse... Jeg skal bruge dem til at opbevare ting i, som nu står på loftet i gamle fugtige papkasser! Og så kunne jeg jo lige stikke hovedet op på loftet efter et par kasser med det samme...

 Hvorfor gemmer man på så meget gammelt lort :) Det meste kan ryge direkte ud og kun meget få ting kan gemmes igen :)
Her er babytøj fra da Jonas var lille - det er mere end 13 år på loftet! Det lugter ikke af baby mere! :)

 En ramme med en gammel tegning fra en strikkebog. Meget sjovt :) Må straks slå masker op til flere strømper... not!

 Jeg fandt en hel kasse af mine - engang - yndlingsbøger :) Jeg var fuldstændig vild med Dean Koontz og Stephen King! Jeg tror nærmest at jeg har læst ALT af de to forfattere! De skal selvfølgelig gemmes :) Jeg fandt også Hobitten og Ringenes Herre, som jeg har læst mere end en gang! Jeg læste dem faktisk ikke engang igen, inden filmene kom... Det skulle jeg måske have gjort :)

 På Håndarbejdsseminariet lavede jeg denne fantastiske æske til alt mit håndarbejdsnips. Den har ikke haft godt af opholdet på loftet og den bliver nu nede i varmen... Den er stor og i to lag - læg mærke til tændstikæsken øverst i et af rummene :) Der ligger endda en pakke vabelplaster :) Den ryger vist ud...

 Og min gamle Højskolesangbog :) Det var en af vores første opgaver i broderi, at brodere et omslag til bogen... Det var på Skals Håndarbejdshøjskole 1995... Der er sikkert nogle af jer derude, som også har sådan en bog :)

 Og fra tiden da Flemming læste til markedsøkonom... Der blev købt bøger for en formue! :)

 Og dette fantastiske lille stykke håndværk! Det er så fint et etui, så gennemført og det var bestemt ikke billigt, husker jeg :)

 Og indholdet :) Ja, det griner vi ad nu, og mange ved overhovedet ikke hvad det er :) Men her gemte jeg mine opgaver, notater osv. Total uundværligt :)

Og gamle billeder er altid sjove :)

lørdag den 26. januar 2013

Hyggetur...

I dag skulle jeg en hurtig tur til Aalborg efter et par småting jeg manglede. Jeg var træt af at skulle køre alene, så jeg ringede til Tina og spurgte om hun ville gøre mig selskab. Det ville hun da :)
Efter mine ærinder endte vi i Søstrene Grenes i Storcentret. Mange ting har man ikke brug for, men disse ringe i de nye farver, blev vi hurtigt enige om, at vi ikke kunne undvære! :) Bagefter gik turen til Baresso hvor cacao og chokoladekage blev indtaget! Ja, det var et brud på min lavkarbo kur, men Tina sagde at pigen ved kassen var ligeglad og at jeg skulle have kagen! Og så var der naturligvis ikke noget at gøre... :)
Sådan en hyggetur skal der til nogle gange!

fredag den 25. januar 2013

Brrrrr.......










Jeg tvinger de sidste billeder ud af mit kamera, som ikke er helt på toppen! Jeg bliver nok nødt til at sende det en tur til doktoren... Jeg er bange for at spejlet er gået, og jeg håber ikke det kommer til at koste en bondegård :)
Frosten har taget over nu. Selv hunden skal ikke ud og tisse :) Jeg lægger lige en ekstra pind i ovnen...

torsdag den 24. januar 2013

Teenageren er ramt...

Jonas er kommet hjem fra skole. Han er vist ramt af den frygtelige influenza virus - igen... I ved, den der kun rammer mænd og som ikke kun får dem tid at krybe stønnende sammen i fosterstilling med også giver nærdødsoplevelser... Selvom han ligger oppe på værelset i sin seng, kan jeg høre hans kvaler helt ned i stuen :)
Han må have lidt mor-karma og hvis jeg spørger ham selv, ville en pose syrlinger fra Haribo sikkert gøre gavn...

tirsdag den 22. januar 2013

Strikkepause...

Jamen, jeg venter da bare med at strikke videre til Oskar er vågnet igen...

lørdag den 19. januar 2013

Kasper og Olsenbanden på sporet...

Kasper og jeg har i dag set "Olsenbanden på sporet". Bagefter kom Kasper i tanker om alt sit udstyr til Brio banen, som han ikke har leget med i meget lang tid! Så vi har været på loftet og har hentet hele herligheden ned i stuen :)
Nu er Kasper på sporet og det fylder hele gulvet :) 



 Der er puttet batteriet i alt hvad der kan blinke og sige noget...

 Oskar vil så gerne være med...






fredag den 18. januar 2013

Hamster er død...

I morges, efter at drengene var taget i skole, ville jeg kigge til Hamster. Hamster var lidt sløj i går og snøvlede lidt når han trak vejret. Måske en hamster-forkølelse...
Men Hamster lå helt stille i sit lille hus og var død. Jeg har tømt buret og gjort det rent. Jeg har lavet en lille kiste til Hamster. Jeg har hentet Kasper fra skole og han blev meget ked af det. Hamsters kiste står nu i buret og venter på at graveren skal komme hjem fra arbejde...

Når man bliver modtaget af en krybende teenage-hund...

 Jeg var lige en tur i Kvickly - efter en masse gode tilbud :) Og med det samme jeg låste døren op, lå Oskar helt fladt hen ad gulvet og logrede da en smule med halen for en ordens skyld. Åh nej, hvad har han nu lavet!? :) Og ganske rigtigt, han gik selv direkte ned i stuen, foran brændeovnen hvor hans bedste plads er, og der lå en af mine puder - med hul i :)

Det er ikke meget, og han har ikke hevet alt indholdet ud, som han plejer :) Det var jo lidt for sent at skælde ham ud, og han vidste udmærket godt at det ikke var så godt :) Nå, men hellere en sodapude end en sko - eller mit garn!! :)

 Og apropos garn... Så kom jeg til at købe lidt strømpegarn... Det var kun lidt... 4 ngl i Kvickly og 2 ngl i Netto. Klart billigst i Netto, men nu må jeg lige tjekke kvaliteten før jeg springer i Netto igen. Garnet virker en smule dødt, men det får en chance :)

Det var sværere at skjule min irritation i Kvickly! Der er jo total udsalg i dag, og bl.a. 40% på alt tøj! Fedt, tænkte jeg og tænkte straks på drengene, hvis arme og ben stikker underligt ud af bukser og bluser for tiden :) Men ak, det er endnu engang en fordel at have piger! EN ENESTE reol med en smule drengetøj var, hvad der var, at tilbyde - resten af børnetøjsafdelingen er jo pigetøj! Jeg så mange mødre med vognen toppet op med børnetøj, men jeg kom derfra med 1 par bukser... Øv...

torsdag den 17. januar 2013

Det er koldt at være hundelufter...

 Men lige nu er der flot derude! Ikke at jeg ikke hellere vil have tøvejr, vintergækker og lune solrige dage!
Oskar og mig gik en tur gennem skoleskoven i formiddag. Vi fulgte kondistien rundt om markerne - hvor der jo ikke er ryddet sne! Oskar blev næsten helt væk og han sprang som en bambi for at holde sig oppe :)

onsdag den 16. januar 2013

Nu er dagen slut...

Nu strikker jeg den sidste omgang inden jeg går i seng... I formiddag var jeg en tur i Aalborg. Der havde jeg en aftale i Blodbanken, og så skulle jeg lige omkring Designværkstedet efter en Knit Pro nr. 5, så jeg kan komme videre med et længe stillestående projekt :)
Lige over middag skulle jeg i Dussen! :) Ja, jeg blev indkaldt som vikar i dag! Det var så dejligt at komme tilbage for en eftermiddag :) Og ungerne var glade for at se mig, det var det bedste! :)
Og her i aften har jeg så været til stiftende generalforsamling på Hals Hotel. Jeg har simpelthen rodet mig ud i noget Middelalderprojekt :) Vi havde jo i efteråret en middelalderdag her i Hals. Nu har det så grebet om sig og der er meget mere Middelalder på vej! Der er kommet mange gode idéer på bordet og det bliver rigtig spændende at være med!

tirsdag den 15. januar 2013

Arbejdet er indstillet...


 ... og håndværkeren er gået inden døre. Meget fornuftigt :)

 Gad vide hvad arbejdstilsynet ville sige, hvis de aflagde et besøg...

 Oskar elsker sne!

 Og Oskar elsker at lege med bold!



Men Oskar er en lille hund som fryser rigtig meget :) Når han har stået stille i få sekunder, ryster han af kulde, men han nægter at give op :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...