søndag den 30. juni 2013

Kampscene...

 Kaspers borg er rykket ud i sandet i min kommende gangsti imellem to bede. Der var altid "nogen" som løb igennem bedet når de skulle ud i haven og lege, og så kunne jeg lige så godt dele i bedet i to og lave en lovlig passage :) Men de sten som skal ligge her er endnu ikke hentet, så sandet er oplagt at lege i :)
Kasper har endda gravet en voldgrav og fyldt vand i den! :)

 Soldaterne har indtaget Fischer price borgen og har fået installeret tanks og endda et fly!


Det ser ud til at fjenden var i undertal, for de ligger overmandet udenfor i sandet! Ak sådan kan det gå... I dag bliver stenene hentet og så bliver borgen nødt til at flytte et andet sted hen :)
God søndag!

lørdag den 29. juni 2013

Jeg var lige ved at købe en hest...

 Vi har været til Jerslev Marked her til aften. Jeg har ikke været der siden Danmark bankede Tyskland i noget EM i vist nok ´92 :) Jeg boede i Brønderslev i mine ungdomsår, og vi kom nogle gange til at blande os med de omkringliggende byer, bl.a. Jerslev :)
Nå men, vi var af sted i aften, Flemming, Kasper og mig. Jonas blev hjemme, for hans teenagehjerne synes, at vi finder på de mest tåbelige og pinlige ting for tiden, så han skulle absolut ikke med! Flemming har en kammerat, som skulle spille i teltet her til aften, og vi mødtes med kammeratens kone og søn, som vi hyggede med til god musik, kinamad og helstegt pattegris :) Bagefter gik den vilde tur i radiobilerne og Kasper ønsker sig sådan en bane i haven! Og så var det, at jeg forelskede mig i det lille føl :) Kasper ville gerne have haft æslet!
I stedet for hesten købte jeg en Pala vase til 15 kr! :) Nice køb!

Og så skulle vi bare lege med mobilbilleder :) Det gjorde vi så :)
I morgen går turen til Lindholm Høje hvor det årlige vikingemarked løber af stabelen :)

Man skal kigge i gemmerne en gang imellem...

For nogle gange skal man rydde op, inden man tror man mangler
noget... :)

Hvad tænkte jeg måske da jeg købte sølvglimmerneglelak? Neeeejjj, sådan en må jeg eje! :) Nu har jeg så 5 som er næsten ens og to i en mørkere farve... Jeg køber IKKE neglelak denne sommer! Med mindre der kommer en ny farve selvfølgelig! :) Men så køber jeg også kun een!

fredag den 28. juni 2013

Shoppetur med drengene...

Drengene og mig er alene hjemme i dag :) Flemming er til den årlige sommerfest med arbejdet og senere skal han backstage hos en kammerat der skal spille på Nordkraft i aften.
Så da drengenes sommerferie meldte sig over middag, kørte vi til Aalborg og fik shoppet amok. De trængte så frygtelig til nye bukser begge to. Og strømper og undertøj! Da alt var indkøbt - uden skænderier :) - gik vi på Bones og fik en tidlig aftensmad sammen :) Vi spiste spareribs til vi revnede og nu er vi hjemme igen :) Om lidt smider jeg mig i sofaen med strikketøjet... God weekend derude!

torsdag den 27. juni 2013

Stranden blev indtaget...

 I formiddag har jeg været med indskolingen (0. - 1. og 2. klasserne) med på cykeltur til stranden :) Det er en tradition hvert år lige inden sommerferien. Der bliver medbragt madpakker, skovl og spand til sandslotte og humøret er højt :)
Billederne er taget med min mobil, så ikke alle er lige gode :) 
















Der var pålandsvind i dag, så vandet var desværre fyldt med brandmænd. Nogle af børnene blev da også brændt, bl.a. min Kasper, som blev ramt på begge ankler. Det gør altså så ondt, og jeg måtte cykle hjem efter noget at smøre i :) Det endte med en hel lille flok som sad og ventede på mig da jeg kom tilbage :) Det svier og gør ondt og med så mange i vandet er det svært at undgå.
Men vi havde en fantastisk formiddag! Der blev bygget sandslotte og soppet. Vi var der jo ikke for at bade, men lidt sopperi kunne vi godt klare :)
Og det var på høje tide at vi kom derfra, for det trak op og regnen har da også silet stille ned i et stykke tid. Nu sidder Kasper og mig herhjemme, solen skinner igen og i morgen er det sommerferie! For ungerne i hvert fald :)

onsdag den 26. juni 2013

Sol eller regn...

Vi ligger lige på hjørnet, hvor Limfjorden munder ud i Kattegat og det er sådan med vejret her, at enten ligger uvejret lige over os eller også suser det udenom og ud over vandet. Ingenting midt i mellem :) I dag lå det så lige præcis over byen. Pludselig blev himlen kulsort, det blæste op og luften var tyk af sådan en lige-om-lidt-styrter-det-ned agtig følelse. Man kunne se kanten af den mørke sky hele vejen rundt og på den anden side var der lyst og venligt. Og så, i nogle minutter, styrtede det ned i lårfede stråler - og nu skinner solen igen :) Underligt...
Stakkels alle de turister som har bestilt en uges ferie her i vores by...

søndag den 23. juni 2013

Vi eeeeelsker vort land...

 Så blev det Sct. Hans og vejret holdt tørt - for en gangs skyld :) Vi stod ved Jollehavnen og vind er der altid her, så bålet var lidt sidetungt. Det endte da også med at heksen nærmest faldt ned i flammerne i den ene side :) Men der blev sunget, lavet snobrød, drukket kolde fadøl og mange mennesker var mødt op :) Kasper og mig havde taget cyklerne, Flemming og Jonas havde meldt pas :)

Og hvorfor er det at bladene på mine tomater krøller?! Jeg kan læse mig til at der måske har været for store temperatursvingninger i drivhuset og det kan sagtens passe. Der står også noget om for meget gødning, men det har de næsten ikke fået, så det kan ikke være problemet. Det underlige er bare, at det ikke er alle planterne der ser sådan ud! Hjælp? :)

torsdag den 20. juni 2013

Post fra Finland...

 Jeg har fået post fra Finland :) Jeg har nemlig bestilt guf på Etsy :)

 To nye ringe og en måle-ting til at måle strikkefasthed med. Og oveni hatten fik jeg en lille lineal på 5 cm i en nøglering og med et hul til måling af en strikkepind nr. 3 :) Hvor handy :)

 De to ringe kan skam også bruges fornuftigt, foruden at pynte :) Der er nemlig måleenheden til pinde nr. 2 - 2,5 - 2,75 og 3 :)

Og så er de jo bare seje! :)

onsdag den 19. juni 2013

Den første høst fra drivhuset...

 Det første jeg har høstet fra drivhuset er en citronagurk! Jeg har aldrig prøvet sådan en før, og jeg var lidt bange for at den smagte som en citron :) Men den smager fantastisk af helt almindelig frisk og solvarm agurk!

Den er noget ru og strid i skralden, så jeg har skrællet den og den var super fin og smagte rigtig godt! Jeg har været nødt til at læse mig frem til hvad jeg skulle gøre, og de skal altså høstes når de er små, ca. 5 cm i diameter. Der er heldigvis mange små agurker på vej :)

mandag den 17. juni 2013

Puslerier i det gode vejr...

 Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle med bedet her hvor syrenen står. Oskar ville gerne have lov til at grave ned til kineserne eller bare forskrække de stakkels fugle, som spiser her i træet. Men en veninde sagde, at det var oplagt at fylde det med sten og stenbedsplanter.
Jonas var lige rundt på matriklen og vupti, så er der vist sten nok :)

Så skal stene bare placeres helt naturligt tilfældigt :) Planter skal jeg vist rundt i haven og kigge efter, men ellers kan de vel købes :) Det skal nok blive godt :)

 Min nye vin er plantet! Engang kommer den forhåbentlig til at fylde hele væggen :) Tålmodighed...

Og så har Oskar fået udsigt ud til verden :) Vi har simpelthen skåret et hul i hegnet, sat en akryl rude i og nu kan Oskar holde øje med alt ude på vejen :) Han har jo godt nok sin faste plads i vindueskarmen inde i stuen, men her kan han jo samtidig gø som en sindssyg, så folk udenfor ved hvor farlig han er  :)

Nu vi er i gang med efterlysningerne...

Endnu en efterlysning! Hvor kan man få sådan et net til at gøre de nye kartofler rene i? Jeg har skrevet om det her, men hvor kan få dem? Jeg har googlet uden resultat... Hjælp! :)

søndag den 16. juni 2013

Hjælp til opklaring...

Håber nogen kan hjælpe!? Hvad hedder disse dimser og hvor kan de købes? :)

Havedrømme i Østre Anlæg...

 I går gik turen til Østre Anlæg i Aalborg, hvor Haveselskabet holdt plantemarked! Aaaiii hvor var der mange fine ting :) Vi var nødt til at gå i bilen med poser, da vi halvvejs igennem :)

 Jeg fik 3 fine pelargonier til samlingen, og en udendørs vin til terrassen...

 Jeg fik en skærmlilje agtig ting, en skøn lilje, fede potter og en sød lille pink sag.

Drivhuset er ved at være fyldt op!

fredag den 14. juni 2013

Solen kom alligevel til sidst...

 Det har regnet det meste af formiddagen, men så delte skyerne sig og solen tittede frem... Kasper er sendt på koloni, og de har heldigvis fået tørvejr til lejrbål og hvad dertil hører :)

 Oskar snappede en lille spidsmus i morges. Han er en god og hurtig musefanger :) Det er mere end man kan sige om katten...

Mange mange små æbler er på vej, arkitektens trøst går amok og jeg har fået de fedeste små keramik skilte til min køkkenhave! :) Det er vist lidt dårligt fotograferes, for i virkeligheden kan man altså sagtens se, at der står "ærter" derpå :)

torsdag den 13. juni 2013

Morgenmaden indtages i regnvejr i dag...

Ferskner plejer da at være gule indeni!!?

onsdag den 12. juni 2013

Sæt kryds i kalenderen!!!

Så er årets mest hyggelige Tøj-bazar i vente! Guldbæk Friskole og Børnehave er så hyggeligt og dejligt et sted, at det simpelthen skal besøges :) Der er naturligvis altid godt vejr i Guldbæk, så der bliver masser af boder og liv i gården og på legepladsen! Kom forbi og få en hyggelig dag - og gør en god handel! Håber vi ses! :)
Fra motorvejen tages afkørsel 29 mod Svenstrup, og kør derefter mod Ø. Hornum, så finder I det nemt :)

LinkWithin

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...